Hjem Crew Billeder Kontakt på tværs Links
Store Scene - Kløften Festival
Det er sammenholdet, der trækker
Festivalen 2006
Festivalen Arkiv
Historien Storescene
Om Storescene.dk
Historien Storecene

Historien i følge Hansi:

(Billederne tilhører 100% Kløften Festival)

Ja jeg har jo påtaget mig det noget tvivlsomme job, at skrive lidt om historikken ”Store Scene”. Da jeg ”kun” har været med i 10 år, er der nok ikke så frygtelig meget interessant, jeg kan sige om perioden før. Jeg har derfor tilladt mig at stjæle en del fra Bent Vedsted Rønnes ganske udmærkede bog, udgivet i anledning af 25 års jubilæet.

Scenen læner sig selvfølgelig op af selve festivalens udvikling, fra den noget Thy-lejr lignende scene fra 1980, til den hyper moderne CVH1 fra Nordic, der blev anvendt første gang 2004.

Store Scene i 1980, kan vel dårligt kaldes en scene – men der skulle jo startes et eller andet sted. Materialet synes at være et murerstillads, hvor der så er smasket noget pressening hen over. Nord for scenen var placeret en noget mindre scene. Altså ikke oppe hvor Bakkescenen ligger i dag, men i hullet hvor øl-tanken plejer at stå. Om de så i bedste Skanderborg stil, har kunnet afløse hinanden, ved jeg ikke.

Allerede året efter, ser det straks lidt mere prof ud. Scenen står stadig på den bare jord, men har nu mere karakter af såen lidt hangar-flyver-skjul tingest. I bedste slut 70´er stil er der masser af boom boxe og kæmpe horn, der levner meget lidt plads til musikerne.

 Vi skal frem til 1985, før det rykker lidt igen for Store Scene. Man har nu en aftale, om leje af scenen fra den vestjyske festival, Haze over Haarum (Harboøre). Scenen er den, som de fleste af os har arbejdet med. Rimelig højde, men nul baggears plads.

PA tårne er der nu også kommet til (murerstillads).

Ingen tvivl om at festivalen er godt etableret nu. Man kan se på bandlisten, at det efterhånden er spidserne af dansk musik, der ligger vej forbi Kløften.

Der er jo selvfølgelig mange årsager til, at Kløften har bestået så længe som den har. En af årsagerne, er den helt specielle atmosfære, sammensætningen af frivillige, og ikke mindst tonen imellem os. Rå men kærlig, er nok en floskel, men absolut rammende.

”At være på Store Scene skal være en ære” sagde Nicki engang, i et sjældent anfald af alvor. Det er lige før det svulmer i munden på en, men der er nok lidt om snakken. Vi skal yde det bedste hver gang – mest for vores egen skyld, men så sandelig også for bandsene, crew og festivalen.

Vi gir´ den lige en skalle, mere end de fleste. Selv om det her nedenfor, ser ud som om Christian og Rune har regnet den ud, og lader Store Peter og Tommy om slæbet.

Bemærk lige den overdækkede allé, der vel har været vores varetegn i flere år. Det tog som regel lige så lang tid at lave alléen, som at rejse scenen.

Nå men, tiden går og klokken slår. 1986 var Kløften oppe og slås med kommunen, men så kunne de da bruge lidt tid og penge på, at etablere vores nok så kendte buede palisade- scenekant. Den var klar til festival 1987. Ved samme lejlighed havde en genial anlægsgartner smidt nogle sten i gulvet. Det var for så vidt fint nok, blot havde man valgt at lave afløbet, og dermed hældningen ind mod midten. 3 dråber regn og man stod i vand til knæene, inde midt på scenen.

Til gengæld havde vi publiken helt inde ved scenekanten – og det gav altså en fed stemning.

Frem til midt halvfemserne, er Kløften vokset på mange måder. Større navne, mere gear og større biler. Vores største problemer har altid været alt for lidt plads back stage.

Og hvor fanden skulle vi gøre af alle de trækkere og busser, der efterhånden lagde til.

En af de mange pudsigheder ved Haze-scenen, var det f..... bagscene-tæppe. Op og ned, og op og ned, sindssyge wirer og mærkelige snoretræk.

Her ses Rune i livsfarlig aktion med bemeldte tæppe.

I 1995 indføres entré og Hans Otto bliver konferencier på Store Scene. Flere års underskud skal vendes, og et krav er opgivelse af gratis princippet. Om det havde nogen direkte indflydelse på os, tør jeg ikke sige. Men man kan vel sige, at der nok kom en organisatorisk opstramning.

På det tidspunkt er Jesper Mortensen, nej ikke den halvskaldede fra Bakkescenen, Backstage manager. Som jeg husker det, var stemningen god. Der flød nok lidt flere grünes end i dag, men vi vidste aldrig helt, hvor folk var. Men skægt det var det sgu. Crew bestod dels af folk der havde været med længe, og unge knæjte fra musik miljøet.

Noget må vi jo gjort rigtigt, for der var altid ros fra vore samarbejdspartnere. Her tænker jeg primært på Lydkompa9et, der leverede lyden, og Stage Light der stod for lyset. Mogens, som jo nok burde være de fleste bekendt, er fulgt med fra Lydkompa9et til Nordic.

Men også bandene roste os for det gode humør og professionalisme. Et par af vore crew kolleger har faktisk kunnet gøre vores sommerhobby til en levevej.

Nedenfor kæmper Nicki med en god gang kabelsalat. Og nej, han bliver sgu aldrig prof.

Næste kvantespring, er vel efter at Lassefar er blevet chef. Vist nok i 1997 eller 98. Til stor fortrydelse for mange, er vi nu blevet udsat for forskelligt crew, med baggrund i lærergerningen.

Og som vi kender den gruppe, har det jo ikke skortet på forskellige krav til stakkels Koch. Da der samtidigt blev taget initiativ til Forbundet af frivilligt ulønnet crew på Store Scene (navnet er urimeligt langt, hvorfor det i daglig tale blot benævnes Æ´ Forbund), er der langsomt men sikkert, kommet mange gode tiltag.

Efter 2000 var det nok tydeligt for alle, at æ Haze-scene havde, om end ikke overlevet sig selv, så i hvert fald var blevet alt for lille.

Når navne som TV2 og Gnags kommer lige i røven på hinanden, ja så kniber det fanme med pladsen. I 2004 fik vi så den scene vi kender i dag (CVH1). Den lejes ved Nordic, som nu er totalleverandør af både lyd og lys.

Ja, så er vi vel så småt fremme ved present time. Der er jo et hav af anekdoter og episoder, der næsten kræver genfortælling. Men på den anden side; er det så ikke en del af vores spirit, at disse for lov at svæve i luften, genfortælles over en grünes, eller bare glider ud i glemslen.

Der tages forbehold mod det bare vrøvl, direkte løgne og andet pladder.

Skulle der være et par søgsmål under opsejling, må jeg hellere nævne, at fotos er leveret af Kim Ronald Schmöde, undertegnede, samt stjålet fra jubilæumsbogen.

Hansi